Ernærings- og forplejningsgruppen
Ernæring og forplejningsgruppen – Støtte, når det gælder
Når stormen raser, når en brand tager længere tid end forventet, eller ved større og længerevarende aktiviteter som uddannelser og kurser, er der brug for forplejning – uanset tidspunkt. Hos mandskabet er energi og næring afgørende for en effektiv indsats, og derfor handler vores arbejde ikke kun om at sikre mad, men også om at stille måltider til rådighed, som ernæringsmæssigt matcher de opgaver, vi står midt i.
Forplejning kan blive nødvendigt døgnet rundt, 365 dage om året – og det kræver en dedikeret indsats fra vores ernærings- og forplejningsgruppe. Derfor bruger vi vores enhedsaftener og planlagte aktiviteter til at træne og udvikle vores færdigheder, både i forhold til samarbejde, timing og kvalitet.
Træning og certificering – vi giver dig redskaberne
Som medlem af gruppen bliver du klædt på til opgaven med de nødvendige kurser og vejledning. Du vil gennemføre kurser i kost og ernæring samt erhverve et hygiejnebevis, så du har de helt rette forudsætninger for at levere mad af høj standard. Derudover modtager du en introduktion til vores køkkenfaciliteter og indkøbsmuligheder, så du ved præcis, hvordan vi organiserer os, når der skal handles og tilberedes.
Bliv en del af holdet
Ernærings- og forplejningsgruppen arbejder tæt sammen med kontaktpersonen fra Roskilde Brandvæsens uddannelsescenter, som står for den daglige sparring og ledelse. Har du spørgsmål eller ønsker yderligere information, er du altid velkommen til at kontakte os på 60 20 44 09.
Vi glæder os til at høre fra dig og byde dig velkommen i fællesskabet!
Hvad sker der, når jeg ansøger?
Hos Roskilde Brandvæsen kan du løbende sende en online ansøgning om at blive frivillig. Du modtager en kvittering i din digitale postkasse, når du har sendt din ansøgning.
Vi gennemgår ansøgningerne i forbindelse med vores optagelsesforløb, som typisk afholdes to gange om året.
Afhængigt af hvilken deling du søger optagelse i, vil du enten blive indkaldt til en optagelsesprøve, en samtale eller begge dele. Din egentlige ansættelsesproces starter først, når du bliver indkaldt til dette forløb. Derfor kan der godt gå noget tid fra du sender din ansøgning til du hører fra os.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og høre mere om, hvorfor du ønsker at blive en del af Roskilde Brandvæsen.



