
1. Deling: Holdleder-Klima
Klimahændelser
Når naturen viser sin kraft, træder 1. deling i karakter. Vi er en dedikeret gruppe, der er specialiseret til klimahændelser som skybrud, storme og oversvømmelser. Vores værktøjer dækker bl.a. store pumper og lange water tubes, som vi anvender for at beskytte liv, miljø og lokalsamfund.
Når flammerne truer, rykker vi ud
Ved større brande er vi en vigtig brik i slukningsarbejdet hos Roskilde Brandvæsen. Vi indgår i slukningsarbejdet med speciel fokus på efterslukning.
Det seje træk
Vi kommer typisk i spil, når andre går indenfor i varmen eller holder op. Du skal derfor kunne lide det seje træk, hvor man ikke giver op, men bliver ved til man er i mål.
Holdleder
Du skal fungere som holdleder, hvor du koordinerer enten hele indsatsen eller i samarbejde med andre holdledere. Du skal lede andre frivillige fra brandvæsenet eller spontane frivillige. Dit fokus er at skabe en effektiv indsats i en frivillige organisation, hvor motivation er et vigtigt drivmiddel.
3. deling (Operativ Deling)
Opgaverne løses i meget tæt samarbejde med 3. deling, hvor 1. deling har ledelsesdelen mens 3. deling er musklerne.
Uddannelse
Vi sikrer, at du har den rette uddannelse, så du både får kompetencer inden for ledelse som operative færdigheder, som f.eks. brandslukning.
Hvad sker der, når jeg ansøger?
Hos Roskilde Brandvæsen kan du løbende sende en online ansøgning om at blive frivillig. Du modtager en kvittering i din digitale postkasse, når du har sendt din ansøgning.
Vi gennemgår ansøgningerne i forbindelse med vores optagelsesforløb, som typisk afholdes to gange om året.
Afhængigt af hvilken deling du søger optagelse i, vil du enten blive indkaldt til en optagelsesprøve, en samtale eller begge dele. Din egentlige ansættelsesproces starter først, når du bliver indkaldt til dette forløb. Derfor kan der godt gå noget tid fra du sender din ansøgning til du hører fra os.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og høre mere om, hvorfor du ønsker at blive en del af Roskilde Brandvæsen.


