Lindelunden

Lindelunden er et botilbud til dig med psykisk sårbarhed.

Lindelunden driver en indsats baseret på de værdier og teorier som ligger bag Recovery -og Psykosocial Rehabilitering. I samarbejde med dig og med udgangspunkt i hvordan du ser og oplever verdenen sammensætter vi den støtte du har brug for og som er mulig. 

Dine drømme og ønsker for livet vil være bærende for den indsats vi arbejder sammen om i relation til dig og dit liv i Lindelunden.

Beliggenhed og fysiske rammer

Lindelunden er et fireetager byggeri der ligger i de skønneste naturomgivelser i Trekroner og i gå-afstand til by, station og indkøbsmuligheder. 

Lindelunden består af 48 lyse 2 værelses lejligheder med tekøkken, stue, soveværelse samt rummeligt badeværelse. Lejlighederne er 65 kvm2.

Derudover er der på hver etage fælles arealer som består af stor spisestue og køkken samt opholdsstue med tv og bløde møbler. 

Den fælles stueetage indeholder tv-stue med billard og cafe samt et Fitnessrum med bade -og omklædningsfaciliteter.

Trivsel, samvær og aktiviteter

Lindelunden arbejder professionelt med individuel livskvalitet og for, at alle skal have mest mulig ansvar og indflydelse på eget liv.


Igennem Lindelundens Beboerråd har du mulighed for at fremsætte forslag og ønsker til fælles aktiviteter og ture. Beboerrådet mødes én gang om måneden og er med til at planlægge mange af de aktiviteter som tilbydes og udfolder sig i Lindelunden såsom: kreativt værksted, fælles spisning, Etagemøder, fitnesscenter, filmaftener, fester, madaftener, udendørsaktiviteter, spilleaftener, m.m.

Derudover holder hver etage møde hver måned hvor du igennem dialog har indflydelse på hverdagen på din etage.

Faglig tilgang

Du har alle ugens dage mulighed for samtaler med personalet ved behov.

Du er sammen med de øvrige beboere i Lindelunden centrum for alt, hvad vi gør. Det faglige mål er, at medskabe trivsel, tryghed og livsglæde sammen med dig i dit liv. Alt med respekt for dine grænser og ønsker.

Du får ved indflytning to kontaktpersoner som vil hjælpe dig med det du har brug for støtte til. Men hvert team på etagerne er tilgængelige hver dag.

I Lindelunden benytter vi faglige socialpædagogiske redskaber som LA2, Brief Inspire, ADL og Styr Livet.

Derudover varetager Lindelunden også sygeplejeprocessen i tæt samarbejde med din læge. Vi kortlægger derigennem din fysiske og psykiske helbredstilstand og udfordringer for derefter at planlægge, løse og håndtere dem i samarbejde med dig.

Medarbejdere

I Lindelunden er ansat 45 faste og dedikerede medarbejdere som er uddannede pædagoger, social og sundhedsassistenter samt sygeplejerske. Vi arbejder som et stort team men fordelt på Lindelundens 4 etager. Derudover har vi et fast team af vikarer tilknyttet Lindelunden.

To vågne medarbejdere er til rådighed fra kl 23-7.

Lindelundens ledelse arbejder nærværende og synligt og har fokus på, at Lindelunden skal være det bedste sted både at bo og arbejde. Derfor har vi fokus på høj faglighed, tryghed og trivsel igennem inddragelse og medindflydelse. 

Der vil derfor hele døgnet være mennesker som du kan række ud mod, hvis du har behov.

Økonomi

Samlet pris i 2026 for fuld forplejning er kr. 4453 i Lindelunden. Dertil kan du vælge en tillægspakke som består af tøjvask, toiletartikler, rengøringsartikler og vinduespudsning som koster dig kr. 793,00

Husleje er kr. 7068,00 som du kan søge boligstøtte til.

Du kan søge om tilskud til huslejen på borger.dk: Boligstøtte

Yderligere information

Lindelunden administreres og udlejes af DAB efter lejeloven. Støtte og hjælp i eget hjem tilbydes igennem Servicelovens § 83 og 85

Kontakt til DAB er følgende: email 6300@boligafdeling.dk og Tlf. 40859236

Tilsynsrapporter og mere info om Lindelunden, fx takster, ledige pladser, målgrupper, metoder og indsatser kan læses på Tilbudsportalen. Find det via roskilde.dk.

Lindelunden er praktiksted for sosu-assistentstuderende og pædagogstuderende.

Bor du i Roskilde varetaget visitation fortrinsvis af Myndighed i Roskilde Kommune som du kan kontakte via Roskilde Rådhus på telefon 4631 5431  mandag – fredag kl. 9-14 eller mailadresse:  rov@roskilde.dk

 

Kontakt Lindelunden

#ALLE TIDERS ROSKILDE