Illustration af hvordan området ved selvbyg boligerne kan se ud
Foto © Vandkunsten

Selvbyg på Musicon

På Musicon ønsker Roskilde Kommune, at to områder udvikles efter tysk og hollandsk forbillede om selvbyg og byggefællesskaber. Selvbyg på Musicon skal gøre det muligt for nybyggere at opføre en bolig med et stærkt personligt præg.

Mangfoldige selvbyggerboliger på Musicon

Drømmer du om at have indflydelse på de fysiske rammer i din bolig? Eller drømmer du måske endda om at bygge din egen bolig?

Så venter der en unik mulighed i den kreative bydel Musicon i Roskilde. Her arbejder Roskilde Kommune nemlig på, at der bliver plads til selvbyggere. At være selvbygger betyder, at du får indflydelse på din egen bolig fra tidlig skitse til færdigopført resultat.

Som selvbygger bliver du en del af et skabende fællesskab med plads til at udvikle og arbejde sammen. Uanset om du har hænderne skruet godt på og ønsker at "gøre-det-selv", er nysgerrig på at afprøve en alternativ boform eller drømmer om at dyrke de nære naborelationer i et lokalt fællesskab, giver selvbyg dig mulighed for det. 

Som selvbygger får du stor indflydelse på egen bolig, men vejen fra drøm til virkelighed vil kræve tid og arbejde. Der vil uden tvivl være mange overvejelser, beslutninger, møder, aftaler og benspænd, der skal landes og løses undervejs. Men en dag vil mængden af blod, sved og tårer belønne sig med et færdigopført drømmehus, hvor morgenkaffen indtages i et køkken, du selv har designet.

Hvad sker der nu i processen?

Selvbygger-boliger er velkendte i bl.a. Tyskland og Holland, men er i dansk kontekst en eksperimenterende byggeform. Roskilde Kommune gennemførte i 2023 en mobilisering, hvor en gruppe interesserede selvbyggere i bl.a. workshops og møder arbejdede frem mod en række sammenhængende rækkehusprojekter. Efterfølgende blev der udarbejdet en ny lokalplan for to selvbyg-områder i Hal 12-kvarteret i Musicons sydvestligste hjørne.

I 2024 gennemførte Roskilde Kommune på baggrund af mobiliseringen et udbud af 14 grunde til selvbyg. Desværre kom der ingen bud ind på grundene, og vurderingen var, at den økonomiske risiko og kompleksiteten ved byggeprocessen for den enkelte selvbygger var for høj ved det udbudte projekt.

Roskilde Kommune arbejder nu på at udforme et nyt udbud, hvor en større aktør byder ind på at forestå processen med involvering, udvikling og byggeri af de 14 selvbyg-boliger på baggrund af selvbyggernes ønsker, idéer og virkelyst i projektet. Formålet er at mindske kompleksiteten og usikkerheden for den enkelte selvbygger og samtidig sikre en høj grad af indflydelse og ejerskab til projektet.

Bliv klogere på selvbyg 

Nedenfor kan du orientere dig i lokalplanen, selvbyggerbogen og andet materiale fra mobiliseringsprocessen og tilmelde dig interessentlisten for selvbyg. Så modtager du en mail i din indbakke, når der er nyt om næste skridt i realiseringen af selvbyg. 

  • Lokalplan 722

    I efteråret 2023 blev lokalplanen for selvbyg vedtaget. Denne sætter rammerne for byggeriets højder og sammenbygninger, men efterlader et stort kreativt spillerum for arkitekturen. 

  • Selvbyggerbogen til print

    Selvbyggerbogen

    Denne bog inspirerer og vejleder til, hvordan man kan gå til opgaven som selvbygger. Bogen er udarbejdet af Anne Romme og Morten Birk fra Kunstakademiet i samarbejde med tegnestuen Vandkunsten. 

  • Podcast om Urbant Selvbyg i Musicon

    I denne podcast kan du over to episoder blive klogere på både konceptet selvbyg, visionerne for Urbant selvbyg og processen som selvbygger – fra gruppedannelser til købsaftaler. Podcasten er udarbejdet af COWI i sommeren 2022, før at alle rammer i udbudsproces og lokalplan var endeligt fastlagt. Derfor kan der være pointer, der har eller vil ændre sig igennem det videre arbejde, bl.a. vil Roskilde Kommune ikke yde rådgivning igennem processen, men facilitere og informere. Podcasten kan lyttes på Spotify, Itunes og Podimo - brug link nedenfor eller søg på 'Urbant Selvbyg' i din tjeneste. 

  • Workshop 3 - materiale

    Den 8. juni blev der afholdt 3. workshop om selvbyg på Musicon. Her blev der samlet op på projektets rammer med præsentation af udbudsvilkår, tildelingskriterier og udbudsproces samt udkast til lokalplanens rammer. Der blev også præsenteret forventede priser på grundene. Materialet fra workshop 3 er de opdaterede vilkår og rammer for det videre og det vigtigste materiale at orientere sig i for nytilkomne selvbyggere.  

  • Selvbyg workshop 2

    Workshop 2 - materiale

    Den 20. april blev der afholdt 2. workshop om selvbyg på Musicon. Her var der særligt fokus på at skabe netværk mellem de deltagende og give plads til drømme og sparring på fire forskellige stande. Al information, der blev delt findes i præsentationen.

  • Workshop 1 - materiale

    Den 4. marts blev der afholdt 1. workshop om selvbyg på Musicon. 45 var tilmeldte til en formiddag, der bestod af  faglige præsentationer og workshop. Begge dele havde fokus på rollen som selvbygherre og det at designe sit eget hus. Indledningsvist præsenterede Roskilde Kommune rammerne for selvbyg. Find alle informationer i præsentationen.

  • Netværksmøder - materiale

    Der blev afholdt netværksmøde om selvbyg den 2. og den 4. februar 2023 på Musicon og online. Præsentationen der blev vist på møderne kan ses og downloades her.

  • Illustration af hvordan området ved selvbyg boligerne kan se ud

    Urbant Selvbyg på Musicon

    De foreløbige erfaringer fra projektet er opsamlet i dette opsamlingskatalog 'Realiseringsmodel for Urbant Selvbyg'. Det opdateres løbende, som projektet skrider fremad. 

  • Boligpapir med anbefalinger fra Boliglaboratorium

    Boligpapir med anbefalinger

    Læs Boliglaboratoriums anbefalinger til ændringer af byggeriet i Danmark - blandt andet via selvbyg.

Bag om projektet

Roskilde Kommune har udviklet en model for selvbyg i samarbejde med en række partnere. Projektet er udviklet efter tysk og hollandsk forbillede, hvor særligt Baugruppen er et velkendt fænomen. Musicon kan blive det første sted i Danmark, hvor der opføres selvbyggerboliger, hvor beboerne træder i rollen som bygherre.

Det er vores ambition skabe nye rammer for boligudviklingen og undersøge, hvilke kreative, arkitektoniske løsninger, der kan opstå, når beboerne sætter sig for bordenden med pen og lineal i hånden. Vi tror på, at der kan komme en spændende og enestående by- og boligudvikling ud af dette.

Projektet Urbant Selvbyg har fået støtte fra Realdania og Statens Kunstfonds Boliglaboratorium. Derfor er det også en del af arbejdet at udvikle en realiseringsmodel, som kan sikre udbredelsen af selvbyg til andre danske kommuner. Find realiseringsmodellen her på siden og læs mere om boliglaboratorium her.

 

Følgende partnere er en del af Urbant Selvbyg-projektet: 

Læs mere om Roskilde Kommunes boligpolitik (hent pdf)

Kontakt

#ALLE TIDERS ROSKILDE